Provinsen – Jantelovens baggård?

 

Vi kender den alle sammen. Nogle er mere glade for at bruge den, end andre. Nogle bruger den, ikke fordi de er glade for den, men fordi de ikke kan lade være. Fælles er, at vi alle har ligget under for den, eller kommer til det før eller siden. Jeg kan nok heller ikke selv sige mig for god. Eller vi sletter ”nok”. Men jeg er altså blevet bedre. Lidt, i hvert fald. Sådan er mennesker bare. Eller er det os danskere? Eller er fænomenet specielt udbredt i provinsen? Er det herude, hvor vinden blæser lidt mere frit, at der ikke er plads til de store armbevægelser, eller er der generelt tale om en dansk  folkesygdom, der på godt gammeldaws dansk hedder ”ondt i røven”? Den er du da stødt på, er du ikke?

Det er selvfølgelig vores gamle ven Janteloven, som jeg snakker om. ”Du skal ikke tro, du er noget”. Jantelovens første bud ud af ti. Den lader vi lige stå lidt. For hvorfor skal man egentlig ikke tro, at man er noget? For det er man da. Eller…?

Men er det fordi, jeg er fra provinsen, at jeg kender alt til Janteloven, og ind imellem stadig ligger under for den? Selvom jeg egentlig ved bedre, falder jeg af og til for fristelsen af at sætte andre på plads i mit eget univers. Betyder det, at jeg ikke kan finde ud af at glæde mig  på andres vegne? At jeg er et dårligt menneske? At jeg er misundelige på de, der klarer sig godt. Måske bedre end mig?(det er der jo selvfølgelig ingen, der gør, hvis I spørger mig).

Men nej, det betyder det ikke. Og jeg tror ikke, at Janteloven nødvendigvis er mere udbredt i provinsen, bare meget mere synlig. Her er færre mennesker, flere kender hinanden på den ene eller den anden måde, og det er lettere at falde uden for kategori herude. Vi er vokset op med, at man skal ”klappe hesten” og lige ”spise brød til”, inden vi handler. Så slår man ud med armene, får man af vide, at man da vidst skal retur til landjorden i en fart – og det er måske meget sundt – engang imellem. Men der skal sgu også være plads til at folde vingerne ud og prale af, hvad det nu end er, man har udrettet. Skal der ikke?

Okay, jeg har sgu lyst til at klappe folk en i hatten nogle gange, når jeg føler, at de står der og praler om deres bedrifter. Men i virkeligheden er det vel okay. De er jo bare glade af og stolte over, hvad de har formået. Og hvem er jeg egentlig til at dømme?! Jeg lider sgu selv indimellem af storhedsvanvid, og de her sociale medie-tider gør det ikke just bedre. Se mig, se mig, selfie mig her og selfie mig der. Og jeg elsker det – nogle gange. Men det er en anden historie til en anden gang.

Jeg er født og opvokset i Kalundborg og boede der indtil, at jeg var 19 år, hvor jeg tog på opdagelse i USA. I øvrigt et land, hvor Janteloven er en by i Rusland. Men det er ligeledes en anden historie, som vi tager en anden gang. Da jeg kom hjem fra det store udland, flyttede jeg fra byen og kom så tilbage igen for syv år siden, dvs., at jeg har været væk fra byen i godt ti år. Jeg kan nævne mange historier fra min hverdag, hvor jeg netop tænker, at folk herude har næsen lige lovligt langt fremme og burde have lidt mindre ondt et vidst sted.

Fx har jeg en veninde, der flyttede fra Kalundborg for mange år siden. Hun har vel ikke været mere end 18 år på det tidspunkt. Hun har skabt sig en succesfuld forretning, og er sidenhen blevet gift med en international popstjerne. Hun bor i dag i Københavnsområdet, og hun kan godt mærke forskel på storbyen og provinsen, når vi taler Jantelov. Når hun er på besøg hos sin familie, er det lige så sikkert som Amen i kirken, at folk ved, at hun er hjemme. Man kan endda være så heldig, at det står i avisen dagen efter. Det er lige fra kommentarer om den bil, de kommer kørende  i til den guldhalskæde hendes mand havde om halsen, da de handlede i Kvickly. Folk snakker om, hvilken mad de købte hos slagteren, måden, de gik på, da de var ude at gå tur i det gode vejr med resten af familien. Eller tøjet, hendes hår. Smilede hun, eller tror hun, at hun er noget. Jeg kunne blive ved… Der er intet, der går næsen forbi herude. Hun fortæller selv, at hun tror, at i provinsen handler det meget om at være ens. Om at være ligesom de andre, fordi man gerne vil passe ind i fællesskabet. Og det mener hun ikke er tilfældet i storbyen på samme måde. Her hylder man nærmere de, der formår at skille sig ud. Og jeg tror, at hun rammer plet med netop de ord.

I virkeligheden handler det altså slet ikke om, at folk i provinsen er ondskabsfulde, når de fx snakker om en, der skiller sig ud fra mængden. Det handler derimod om, at være homogene. Om ikke at være alt for anderledes, for så er man nok mærkelig. Det er vel det Janteloven handler om – at være lige, ikke at være mere end andre. Men det er vi jo ikke, og det bliver vi heller aldrig, hvis I spørger mig. Hvilket jeg i øvrigt er glad for. Tænk, hvis vi levede i et samfund, hvor alle var ens, tænkte ens, kunne lide det samme osv. Hvor helt igennem kedeligt og ucharmerende for ikke at tale om upraktisk. Et oplagt eksempel, er vinder af Eurovision 2014, Conchita Wurst fra Østrig, bedre kendt som den skæggede dame. Hende/ham har alle en mening om i disse dage. Fordi han er anderledes, men det skal der sgu’ være plads til. Og jeg synes, omend Eurovision ikke burde handle om politik, at det er et fint signal at sende til verden, at vi er mange, der er ligeglade med seksuel orientering, og hvorvidt man går i dametøj osv. Gad vide, om folk i provinsen har sværere ved at forstå, at en mand vælger at gå i kjole, have langt hår og lade skægget gro? Og det er jo ikke, fordi der ikke bliver snakket i storbyerne også – København fx. Men der er man nok bare lidt mere vant til, at folk er forskellige og ofte er man lidt mere rummelige i den retning. Pladsen er til diversitet på et helt andet plan, end tilfældet er i provinsen. Det kan vi ikke komme uden om.  Det er vel også en af grundende til, at mange homoseksuelle fx flytter fra provinsbyerne og til de større byer, fx København? Nå, men den diskussion er jo også en anden historie, som vi tager en anden dag – just saying.

Anyway, næste gang, vi står over for en ”vingebasker”, kunne vi måske prøve at glemme Janteloven lidt og i stedet give det der berømte klap på skulderen. Hvem ved, måske det fungerer bedre, end “det der dunk oven i hatten – du skal ikke tro, at du er noget”. Uanset, tror jeg altså, at JEG er noget. Nej, jeg VED, at jeg er noget, og jeg gør, hvad der passer mig. Eller i hvert fald, sådan for det meste. Og så kan I alle sammen tænke og mene lige, hvad I har lyst til. Det bilder jeg mig i hvert fald selv ind, at jeg mener. Men i virkeligheden kan ingen vel sige sig helt fri for at tænke over, hvad andre synes om en. Spørgsmålet er bare, om vi i provinsen bruger mere energi på, hvad andre tænker, mener og tror?